Rabarber og hindbærkompot
Der er massere af rabarber i haven lige nu og jeg har også en sort hindbær der kommer tidligt. Så nu er det tid til en dejlig kompot. Kompot er lavet med langt mindre sukker end en marmelade eller syltetøj og der er også mindre vand ved. Man bruger heller ikke geleteringsmiddel til at tykne med. Denne version er lækker til at toppe en skål yoghurt med lidt müsli eller bare oven på en bolle med eksempelvis Vesterhavsost. Det er en super lækkerbisken og jeg nyder virkelig at spise de der ting, som er meget sæsonprægede og man derfor glæder sig til hvert år. Jeg er så velsignet at have en nyttehave, hvor jeg kan høste lækre råvarer og derfor lave de lækreste jord til bord oplevelser her i hjemmet. Hindbær er en af de lidt dyrere råvarer, men du kan dog købe dem på frost til en billigere penge end hvis de er friske. En mulighed kan også være at tage en tur forbi et sted hvor der er selvpluk - dem er der faktisk en del af rundt i landet.
Opskrift
Ingredienser
500 g rabarber frosne eller friske
250 g hindbær frosne eller friske
1-2 dl sukker
1/2 dl vand
1 tsk nonoxal ( kan købes i de fleste større supermarkeder)
Evt kornene fra 1 vaniljestang
Fremgangsmåde
Skær enderne og bladene af rabarberne og skær dem i mindre stykker
Put alle ingredienserne, dog kun halvdelen af sukkeret i en gryde og bring det i kog og rør rundt en gang imellem
Smag til med sukker når det hele er kogt ind. Det tager ca 15 min. Skru ned og lad det simre, kompotten skal ikke være vandet, så lad det simre uden låg under regelmæssig omrøring til blandingen har en god konsistens.
Lad det så simre yderligere 5 minutter så du er sikker på at sukkeret er helt opløst.
Skyl glas, en bøtte med låg eller lignende med kogende vand hæld 1 spsk atamon i den tomme bøtte og ryst det rundt med låget på så det kommer godt rundt i hele beholderen. Atamon hjælper på holdbarheden.
Hæld din kompot i glas eller bøtte og luk låget med det samme. Når det er afkølet, sættes det i køleskabet. Hvis du er omhyggelig, med at bruge en ren ske når du tager fra beholderen, kan kompotten holde sig længe
Server på yoghurt eller til ost