Hjemmelavet Ravioli med citronskal/timian og cremet fyld af ricotta og spinat
Ravioli med skønt fyld er en fornøjelse at spise. De kan spises bare med lidt olie og balsamico dryppet over eller eksempelvis som fyld til en lækker tomatsuppe. Men du bestemmer jo helt selv. Jeg kan godt lide mine med en simpel tomatsalat til.
Opskrift
4 Pers
Ingredienser
Pastadej
300 g tippo 00 hvedemel
3 æg
Fintrevet skal fra 1 citron
1 håndfuld friskhakket timian
Fyld
250 g frisk spinat
200 g ricotta
1/2 tsk revet muskatnød
1/2 tsk chiliflager
Salt og peber
2 æggeblommer
Fremgangsmåde
Først laver du fyldet
Skyl din spinat grundigt og skær den i tynde strimler
Put spinaten i en gryde med 1 spsk olie i bunden og rør over medium varme indtil spinaten er faldet helt sammen.
Når spinaten er kølet af presser du den i en fintmasket si for at dræne den for mest muligt vand
Rør spinaten sammen med ricotta, salt peber, chiliflager og muskatnød
Sæt fyldet på køl, evt i en sprøjtepose
Så skal du have lavet pastadejen.
Bland melet med citronskal og det finthakkede timian.Put melet i en samlet bunke på bordet. Grav et lille hul i midten og slå ægget ud i midten. Brug en gaffel til at piske æggene ud og samle melet om ægget.
Brug dine hænder til at samle dejen færdig. Der kan være forskel på størrelsen af æg, så det kan være du enten skal bruge lidt mere mel eller gøre dine hænder våde, til lige at få dejen helt glat og elastisk.
Put dejen i film og lad den hvile i køleskabet i 30 min
Tag dejen ud og del den i 2 portioner - læg den portion du ikke arbejder med i film igen så den ikke tørrer ud og danner skorpe
Rul dejen ud til en lang tynd plade, hvis du bruger pasta maskine kører du på indstillingerne fra 0-7 - spring ikke trin over. Ruller du i hånden skal dejen ikke være mere end et par mm tyk husk at mele din dej undervejs så den ikke hænger fast
Lav nu 2 identiske rektangulære plader og læg dem ved siden af hinanden. Det kan være svært at rulle dem helt identiske, men så må du skære dem til.
Put fyldet i en sprøjtepose hvis du har en, eller brug en teske. Placer en lille klat fyld med ca 5 cm mellemrum på den ene af pladerne.
Pensl med en blanding af vand og pisket æg mellem fyldet og i kanterne
Læg den anden plade ovenpå og pres let, så det øverste lag dej kommer helt ud til kanten- hvis det ikke lykkes, må du trække lidt i dejen og pres den ned
Skær raviolierne ud i 5 gange 5 cm brug evt et pizzahjul. Jeg har en skærer med 2 hjul, det ene er savtakket og det andet er glat
Sørg for at få lukket raviolierne grundigt. Hvis du ikke er grundig, åbner de sig og fyldet ender i kogevandet
Strø lidt mel mellem lagene af ravioli, så de ikke klistrer sammen og du ikke kan skille dem ad når de skal koges.
Gentag processen med den anden halvdel af dejen
Husk at hvis dine raviolier bliver lidt grimme, er det højst sandsynligt fordi du ikke har prøvet det før. Da jeg startede med at lave pasta, så det meste lidt skørt de første par gange. Til gengæld smagte det heldigvis vanvittigt godt og det gjorde at jeg fortsatte
Sæt vand over og bring det i kog. Når du putter raviolierne i, vil de synke til bunds, når de begynder at stige op til overfladen er de ved at være klar. De skal have ca 3 min. Frisk pasta koger meget hurtigere end tørret pasta.
Server evt med en tomatsalat eller bare med lidt god olivenolie over