SJØRLIS

View Original

Tarteletter med høns i asparges

I mange år var tarteletter noget jeg forbandt med mine bedsteforældre eller hjemme, hvor det ofte var tarteletter med frysepose ærter og gulerødder i en hvis melbolle sovs. Misforstå mig ikke - jeg elskede dem, men jeg bragte dem aldrig rigtig med ind i min madlavning som voksen. Årsagen ligger nok i, at jeg ikke er specielt vild med bløde gulerødder eller asparges på dåse. Kald mig skør, men mad for mig, handler i høj grad også om konsistens og ikke kun smag. Nu laver jeg tarteletter igen, men jeg bruger friske asparges og det har bragt retten tilbage i mit liv.


10 stk

Opskrift

Ingredienser

  • 1 bdt grønne asparges

  • 1 stk kyllingebryst kogt på hel kylling eller prøv at finde et kyllingebryst på ben - det fremhæver smagen. Hvis du har kogt en hel kylling er det også oplagt at tage der fra

  • 1/2 l hønsefond / bouillon

  • Salt og Peber

  • 2 spsk hvedemel med top

  • 20 g smør

  • Vandet fra de kogte asparges

  • 2 gulerødder

  • 1/2 løg

  • 1 stang selleri eller tilsvarende knoldselleri

  • 2 laubærblade

  • 6 peberkorn

Fremgangsmåde

  • Knæk enden af aspargesene. Skær evt et par cm af i tynde skiver til pynt. Kog de resterende i en gryde med 7 dl vand i 5 min.

  • Fjern asparges fra vandet. Put din kylling, løg i kvarte, halve gulerødder, laubærblade, peberkorn og selleri i vandet og kog det i ca 10 min hvis det er kylling uden ben og til kødet kommer af benet af sig selv, hvis det er med ben.

  • skær dine asparges i mundrette stykker

  • Fjern kyllingen fra vandet og lad grøntsagerne koge videre i yderligere 10 min hvis det er uden ben. skær kyllingekødet i mindre stykker og fjern evt skind og ben

  • Si grøntsagerne fra vandet og gem vandet

  • Forvarm din ovn på 180 C

  • Smelt din smør i en gryde over medium næsten høj varme og tilsæt melet under omrøring. Du har nu en såkaldt smørbolle. Tilsæt din hønsefond/bouillon lidt ad gangen under omrøring. Bliver sovsen for tyk kan du tilsætte lidt af dit grøntsagsvand. Smag til med salt

  • Tilsæt asparges og kyllingekød

  • Sæt dine tarteletter på en bageplade og fyld dem med blandingen og bag i 10-12 min

  • Hæld den evt resterende sovs i en skål og server på siden- man kan altid bruge lidt ekstra fyld. Drys evt lidt rå asparges på toppen af tarteletterne

  • Server med en god grøn salat