Agurk raita
Når jeg spiser indisk, er der altid to slags tilbehør der er sikre gæster på bordet - Raita og Chutney. Det er lidt ligesom, ribsgeleen til juleaften eller en frikadelle med en god syltet rødbede til. Man kan godt leve uden, men det løfter måltidet et niveau højere. Raita kan laves i forskellige versioner, lige meget hvilken, er det simpelt og hurtigt at lave den. Den er også nem at lave i en vegansk version, du skal bare bruge soya yoghurt.
Opskrift
Ingredienser
3 dl yoghurt naturel
1 håndfuld marokkansk mynte
1 tsk tørret stødt koriander
1 tsk stødt spidskommen
salt
1/2 agurk
muskatnød (eller muskatblomme hvis du kan skaffe det)
Fremgangsmåde
Skræl agurken og skrab kernerne ud med en ske. Skær agurken i helt små tern
Riv en knivspids muskatnød - Hvis du har muskatblomme skal det stødes i en morter
Blend yoghurten med krydderierne og mynten, til mynten er helt fint blendet
Stil raitaen på køl indtil servering og bland agurk i lige inden. Du kan komme agurken i med det samme, men hvis det står et par timer, kan agurken afgive vand og dippen bliver derfor vandet
pynt med lidt hakket agurk og koriander på toppen