Flæskestegssandwich med karamelliserede rødløg
Jeg forbinder en flæskestegs med 2 ting. En tur i byen der bliver afsluttet med et sving forbi Isted Grillen på Vesterbro - eller i juledagene, hvor der er rester fra julebordet og man kan lave en flæskestegssandwich og se dårlige julefilm i fjerneren. Begge dele har kvaliteter. Denne opskrift er piftet op med karamelliserede rødløg, hjemmebagte briocheboller og en sennepsdressing med bid i. Start med bolledejen om morgenen og lad den hæve imens du hygger med familien. Lang hævetid giver tid til en lur, et brætspil eller en film.
Opskrift
Ingredienser
Brioche boller
15 g gær
2 dl vand, lunkent
1 dl mælk, lunkent
35 g sukker
500 g hvedemel
40 g smør, koldt i tern
1,5 tsk salt
2 æg (ét til dej + ét pensling)
NOTE: lad ægget til pensling være stuetemperatur og ikke direkte fra køleskabet
Karamelliserede rødløg
2 spsk olivenolie
3 store rødløg
3 spsk brun farin
3 spsk balsamico eddike
salt
Sennepsdressing
1 /2 tsk fint salt
2 spsk 10 procent græsk eller tyrkisk yoghurt med top
1 spsk mayonnaise med top
1 spsk dijon sennep med top
Flæskesteg
Flæskestegs rester eller lav en flæskesteg
https://sjorlis.squarespace.com/home/flskesteg-1
Rødkål
Rødkålsrester eller lav rødkål
https://sjorlis.squarespace.com/home/rdklssalat-med-appelsin
Agurkesalat
Agurkesalat eller lav agurkesalat
https://sjorlis.squarespace.com/home/agurkesalat
Fremgangsmåde
Brioche boller
I en skål blander du sukker, gær, lunkent mælk og lunkent vand. Rør rundt indtil gær og sukker er helt opløst. Tilføj 1 æg, rør godt rundt. Sæt blandingen til side.
I en anden skål l blander du hvedemel, salt og det kolde smør.
Brug din fingre til at smuldre smørret med hvedemelet, så det er helt fordelt i melet.
Hæld nu gærblandingen over i melet og ælt alle ingredienserne sammen til en jævn og glat dej. Dejen skal æltes grundigt. Du kan bruge en røremaskine, det tager 8 til 10 minutter. Jeg foretrækker at bruger næverne. Det giver mig en bedre fornemmelse af dejen. Dejen er let fugtig når den er færdig
Dæk skålen med noget plastfolie eller et klæde og sæt den til hævning i to timer eller så lang tid det tager for den at hæve til dobbelt størrelse
Hæld den hævet dej ud på et meldækket bord og del dejen i otte lige store stykker.
Form nu fine og glatte burgerboller ud af dejen. Prøv at forme helt runde boller, da dejen har tendens til at flade ud under hævning. Brug evt lidt mel på dine fingre, da dejen er relativ fugtig. Fold bollernes sider ind under bollen, for at skabe helt glatte overflader. Placer de færdigformede burgerboller på en bageplade med bagepapir.
Her kan du se en video hvordan du folder dine boller
Sæt nu bollerne til at hæve i yderligere 1,5 time. Dæk med et klæde
Pensel nu forsigtigt burgerbollerne med et æg, der er sammenpisket med en spiseske vand og en teske sukker.
Bag bollerne ved 200 grader i cirka 15 minutter.
Afkøl på rist
Karamelliserede rødløg
Pil, halver og snit løgene i tynde skiver
Varm olien i en tykbundet gryde eller pande over lav varme. Tilsæt løgene og 1 tsk salt. Lad løgene stege forsigtigt i 20-25 min over lav varme, imens du rører regelmæssigt. Du skal ikke skrue op for varmen da løgene ikke må brænde. Når du steger dem langsomt karamelliserer du løgenes egen sukker
Når løgene er bløde, tilføjer du den brune farin og balsamicoen. steg i yderligere 5-10 min, stadig under svag varme. Det gøres indtil farin og eddike er karamelliseret og har tyknet
Opbevar i skoldede glas
Karamelliserede løg kan opbevares længe, grundet eddike indholdet
Sennepsdressing
Rør ingredienserne sammen til det er blandet godt. Skal dressingen have mere bid - tilsæt mere sennep
Flæskesteg og rødkål
Lun flæskesteg skiver i ovnen ved 100 C i 5-7 min. Lun rødkålen i en gryde over medium varme i ca 5 min
Saml sandwichen husk at smøre sennepsdressing på både top og bund af bollen